KaserneRevyen | Langelandsgade 139 | 8000 Aarhus C | MAIL@KASERNEREVY.DK | Like os på Facebook |2015 © Copyright | CVR:35167684

Vedtægter for KaserneRevyen

 

 

§1 Foreningens navn og hjemsted.

Stk. 1. Foreningens navn er KaserneRevyen. Dens hjemsted er Kasernen i Århus.

Stk. 2. Foreningens adresse er: Kasernen, Langelandsgade 139, 8000 Århus C.

 

§2 Foreningens formål.

Foreningens formål er at give et kunstnerisk indspark i Danmarks næststørste by, at skabe et godt tværfagligt samarbejde mellem det æstetiske instituts fag, der danner netværk og giver erhvervsrelateret erfaring.

 

§3 Optagelse af medlemmer.

Alle, der positivt kan bidrage til arbejdet i og omkring KaserneRevyen, kan optages som medlemmer.

 

§4 Udmeldelse og eksklusion.

Stk. 1. Udmeldelse skal ske skriftligt med 1 måneds varsel. Der vil ikke ske tilbagebetaling for den pågældende kontingentperiode.

Stk1.1: Præcisering: En mail er acceptabel som skriftlig varsel.

Stk. 2. Når et medlem har en restance på mere end 1 års kontingent, kan bestyrelsen efter blot én rykning og uden anden skriftlig varsel slette medlemmet. Før genindmeldelse kan finde sted, skal restance være betalt.

Stk. 3. Hvis specielle forhold taler for det, kan et medlem ekskluderes, når 2/3 af bestyrelsen bestemmer herfor. Pågældende skal have mulighed for at fremføre forsvar for bestyrelsen og kan kræve afgørelse udskudt til næste generalforsamling. Samme regler som for vedtægtsændringer kræves ved afstemning.

 

§5 Kontingent

Stk. 1. Afdelingens kontingent og betalingsterminer fastsættes af bestyrelsen.

Stk. 2. Klager herom kan behandles jævnført §9.

Stk. 3. Overskud af enhver art tilfalder afdelingen til anvendelse inden for folkeoplysningslovens rammer.

 

§6 Ordinær Generalforsamling.

Stk. 1. Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som vedtægter og foreningens love foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Stk. 2. Den ordinære generalforsamling, indkaldes med mindst 14 dages varsel, ved skriftlig meddelelse eller opslag på opslagstavler på Kasernen eller annoncering i den lokale presse.

Stk. 2.1: Præcisering: Skriftlig meddelelse og opslag omfatter også elektroniske formater som fax, e-mail eller foreningens internethjemmesider.

Stk. 3. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, kan fremsættes af ethvert medlem og skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslagene optages på dagsordenen.

Stk. 4. Stemmeret har foreningens medlemmer, der har været medlem i mindst 1 måned før generalforsamlingen. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.

Stk. 5. Såfremt dagsordenen afviger fra den i §7 anførte skal denne bekendtgøres via det interne medie, der er mest udbredt, fx nyhedsbrev, senest 8 dage før generalforsamlingen.

 

§7 Dagsorden

Stk. 1. Dagsorden for den ordinære generalforsamling, skal mindst omfatte følgende punkter:

1.Valg af dirigent.

2.Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3.Forelæggelse af regnskab for det forløbne år samt foreløbigt budget for næste år.

4.Behandling af indkomne forslag.

5.Valg af bestyrelsesmedlemmer.

6.Valg af suppleanter.

7.Valg af revisorer og revisorsuppleant.

8.Eventuelt.

 

§8 Generalforsamlingens ledelse.

Stk. 1. Generalforsamlingens dirigent må ikke være medlem af bestyrelsen. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal, jfr. dog § 3 og 13.

Stk. 2. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal, på begæring af kun et (1) stemmeberettiget medlem, afstemning forgå skriftligt.

Stk. 3. Generalforsamlingens beslutninger skrives i et referat, der underskrives af dirigenten.

Stk. 4. Dette referat samt et specificeret og revideret regnskab skal senest 7 dage efter generalforsamlingens afholdelse sendes til medlemmerne.

 

§9 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 10 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidste tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat, med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Stk. 2. Om indkaldelsesmåde og bekendtgørelse af dagsorden gælder bestemmelserne i §6 stk. 2.

 

§10 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer afdelingen i alle forhold.

Stk. 2. Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en næstformand og mindst 2 og max 4 medlemmer og 2 prioriterede suppleanter. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg. Genvalg kan finde sted.

Stk. 2.1. Præcisering: med prioriterede suppleanter menes den der fik flest stemmer til valget er den første der skal træde ind i bestyrelsen.

Stk. 3. Ved stemmelighed foretages omvalg. Hvis det igen giver stemmelighed foretages lodtrækning.

Stk. 4. Alle bestyrelsens medlemmer skal have studeret på Kasernen og skal være myndige.

Stk. 5. Ingen, der er fyldt 70 (syvti) år kan nyvælges til bestyrelsen, og ethvert medlem skal udtræde af bestyrelsen senest ved udgangen af det regnskabsår, hvor medlemmet fylder 75 (syvtifem) år.

Stk. 6. En ansvarspost/bestyrelsesmedlem må ikke bestride to områder medmindre det er enstemmigt godkendt af bestyrelsen.

 

§11 Konstituering og tegningsret.

Stk. 1. Bestyrelsen konstituerer sig snarest – dog senest 21 dage efter generalforsamlingen med formand, kasserer, næstformand og sekretær.

Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når halvdelen af bestyrelsen, herunder enten formand eller næstformand, er til stede. jfr. §3, stk. 3. Ved formandens forfald overtager næstformanden posten.

Stk. 4. Der tages referat af bestyrelsesmøder. Disse opbevares som en protokol.

Stk. 5. Foreningen tegnes af formanden. Større økonomiske dispositioner kræver flertal i bestyrelsen.

Stk 5.1 Med større økonomiske dispositioner menes beløb over kr. 1000.

Stk. 6. Ved gældsstiftelse tegnes afdelingen af den samlede bestyrelse. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse. Indholdet af denne paragraf skal i relevante situationer meddeles tredjemand.

 

§12 Regnskab

Stk. 1. Foreningens regnskabsår går fra den ordinære generalforsamling til den næste ordinære generalforsamling

Stk. 2. Driftsregnskabet og status forelægges på den ordinære generalforsamling og skal være underskrevet af såvel kasserer som revisor indenfor 21 dage efter den ordinære generalforsamling

Stk. 3. Regnskabet skal uddeles på generalforsamling, men bør tilstilles medlemmerne forinden.

 

§13 Revision

Stk. 1. Foreningens 2 revisorer vælges på den ordinære generalforsamling for 1 år ad gangen.

Stk. 2. Revisorerne skal indenfor 21 dage fra den ordinære generalforsamling gennemgå det samlede regnskab og påse at beholdninger er til stede. Revisorerne påtegner regnskabet.

Stk. 3. Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskabsføringen og kontrollere beholdningerne.

 

§15 Vedtægtsændringer.

Stk. 1. Ændring af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, dog med 2/3 majoritet.

Stk. 2. Foreningen kan kun nedlægges, hvis der på 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med 2/3 majoritet er flertal her for.

Stk. 3. Ved nedlæggelse af foreningen overlades eventuelt overskud til et formål bestemt på den afsluttende ekstraordinære generalforsamling.